LeBron James kan ikke sammenlignes med Michael Jordan

Michael Jordan forlod NBA efter sæsonen 1997-98. Lige siden da har vi ledt efter hans efterfølger, den spiller, der ville tage hans plads som den bedste i spillet – og muligvis overgå ham.

>> Bedste betting sider i Danmark (2024)

MJ havde en efterfølger, da LeBron James kom til Miami Heat, udviklede en jumper og udviklede en post-game. Ingen atlet skabte et Jordan-lignende hul mellem sig selv og sine kolleger.

Shaq kunne ikke få den af.

I vores erindringer var Shaquille O’Neal et ustoppeligt udyr i begyndelsen af ​​2000’erne. Alligevel vandt han kun én MVP i den regulære sæson og blev regelmæssigt begrænset af skader – og frikast. Det var umuligt for Kobe.

 

 

Kobe Bryant producerede 81 point i en kamp, ​​havde i gennemsnit 35 for en sæson og efterlignede Jordans “Jeg er en idiot, men det er fordi jeg vil vinde, så det er godt”-attitude. Men han dominerede aldrig resten af ​​ligaen. Han har lige vundet én MVP-pris og kunne ikke engang komme ud af 1. runde, før Pau Gasol kom. Steve Nash har flere MVP’er end Kobe, men en anden er ved at sammenligne ham med Jordan. Selv MJ, der spillede for Washington Wizards i begyndelsen af ​​2000’erne, kunne ikke opnå succes.

LeBron er den eneste tilbage.

Kobe er fantastisk, Kevin Durant er fantastisk og forbedrer, James Harden kan score, og Carmelo Anthony kan score – men ingen kan benægte, at LeBron James er hoved og skuldre over alle andre i ligaen.

En spiller har ikke været så langt foran sine jævnaldrende siden Michael Jordan. Så selvfølgelig vil alle gerne vide: Er LBJ bedre end Michael Jordan? Hvad skal han gøre for at overhale ham som den bedste nogensinde?

Det er en god debat.

Men det er som at sammenligne æbler med … ja, noget meget andet end æbler.

Jordan vil altid være Jordan, og LeBron vil altid være LeBron. Jordan er den bedste basketballspiller nogensinde. LeBron James kan vise sig at være den perfekte basketballspiller nogensinde. Det er dog ikke det samme.

Jordan plejede at spille basketball med hævn. Hans berømte drabsinstinkt er måske blevet overdrevet (husk, at han engang slog et frikast i et spil med lukkede øjne, mens han drillede Dikembe Mutombo), men se enhver vintage Jordan playoff-kamp, ​​og du vil se hans konstante handling, konstante involvering, og konstant forbrug af energi.

I forsvaret får han sin hånd i afleveringsbanen for at skabe en turnover, og dykker derefter ud af banen i den anden ende for at redde en medspillers egensindige aflevering, få bolden tilbage og finde en anden medspiller til et hjørne tre.

Han vil skyde, misse, samle rebound, komme op igen og blive besejret.

Han vil skælde en holdkammerat ud for en defensiv bommert, og derefter bringe bolden ned på banen og lokalisere den spiller til en åben jumper med det samme.

Jordan missede 10 af sine sidste 11 skud i den 7. kamp i 1998 Eastern Conference Finals mod Indiana Pacers. Men hans hold vandt stadig, fordi hans vedholdende aktivitet slidte Pacers i begge ender, hvilket gjorde det muligt for Bulls at overleve dem.

Jordans spil, især dem fra hans tidlige karriere, følger altid det samme mønster. Han bruger de første 6 minutter af spillet på at udskyde, udskyde og forsøge at engagere sine holdkammerater. Og så vil han tage et par skud mere, fordi han er åben, og ved udgangen af ​​det første kvarter har han scoret 10 point. Han virker næsten ude af stand til at stoppe sig selv.

Jordan spillede basketball så hårdt, at han formede spillet efter hans ønske. Jordan dominerede basketball.

LeBron må gøre dette af og til.

Af og til bruger han al sin viljestyrke og energi for at vinde et spil. Det var sådan, han vandt kamp 6 i 2013 NBA Finals. LeBron vandt det spil på trods af Ray Allens hjørne tre med fem sekunder tilbage. På den anden side har LeBron perfekt timing til, hvornår han skal slippe sin indre Jordan løs, hvorimod Jordan altid var Jordan.

LeBron erobrer ikke basketball; LeBron løser det.

Når han udvikler sig, vil LBJ blive den ideelle basketballspiller. Hvis han overhovedet skyder, tager han kun gode skud. Han laver fantastiske afleveringer. Han står op for den spiller, der skal stoppes mest. Når han spiller off-ball-forsvar, indstiller han sig selv fejlfrit, nogle gange så perfekt, at bolden aldrig når hans side af banen.

Han arbejder på at blive ekspert i spillet, så hvert eneste træk, han foretager, er rigtigt, og basketballkampen gør alt arbejdet for ham.

Ikke fordi han er doven, men fordi han forsøger at lave den ideelle aflevering, springe i den perfekte pasningsbane eller tage det perfekte skud, vil LeBron se ud til at være på fartpilot i det meste af et spil. Han kigger på vinklerne. Han holder øje med fadæserne.

I den regulære sæson læner han sig tilbage på forsvaret eller spiller for passivt i angrebet? Det er ikke passivitet; han er konstant opmærksom, eksperimenterer og udarbejder strategier til at kontrollere offensive besiddelser uden at røre bolden eller løfte en finger for at vinde kampe.

Fra den første til den tredje kamp i 2013-mesterskabet var LeBron ikke tøvende.

Han stillede spørgsmål bedre for at forstå serien og hans chancer for succes. Mange glemmer, at James kun bidrog med 17 point og den ideelle blokering på det ideelle tidspunkt i Heats rute af spil 2. Heat krævede kun det for at komme op og slå Spurs.

Statistik er ikke pointen. James kan opnå basketball-himlen uden at have en triple-double i gennemsnit. Den perfekte LeBron-præstation ville være, at Heat vinder 103-94, mens James laver et par fremragende skud, spiller fejlfrit hjælpeforsvar og sætter nogle få afgørende skærme. Han er ikke engang forpligtet til at forbinde på nogen af ​​skuddene. Det, der betyder noget, er, at de skud, da de blev fyret, var de ideelle at skyde under omstændighederne.

Når hans hold er i problemer, og der er brug for ham, skifter LeBron til Michael Jordan-tilstand. For eksempel, i slutningen af ​​sidste års Chicago Bulls-kamp, ​​der afsluttede deres 27-spils sejrsrække, slog LeBron Kirk Hinrich, så han kunne køre til kurven, slå sit skud og få bolden tilbage hver gang nede på banen.

Men bortset fra det lader han spillet komme til sig i den samlede forstand.

Jordan stræbte aldrig efter at være den perfekte spiller.

Han tænkte nok lidt over det. Han var for optaget af at forsøge at vinde basketballkampe ved at begå selvmord i begge ender. Han ønskede at være ustoppelig snarere end fejlfri. Han var effektiv, men hans effektivitet var et biprodukt af hans store talent og vilje til at få succes. Han vandt også.

James forsøger at spille det ideelle basketballspil for at være effektiv. For Jordan var der ikke noget “dårligt skud”, da Jordan lavede skuddet. Men James har arbejdet på at eliminere “dårlige skud” fra sit arsenal i løbet af de sidste mange sæsoner. Og det har hjulpet hans sejr.

Jordan og James deler træk ved at have domineret NBA i deres respektive epoker. Vi omtaler dette om ti år som LeBron-æraen, selvom James aldrig vinder endnu et mesterskab. Behøver jeg at nævne Jordan eller de seks titler? De ti titler til scoring? Fem MVP’er? Prisen som Årets forsvarsspiller?

Men den overmagt er alt, hvad de har til fælles.

Det er ikke kun, at James og Jordan har forskellige, omend overlappende, færdighedssæt som spillere. De har en helt original tilgang til spillet. De er dog begge fremragende spillere, men er af forskellig form.

Aldrig vil en anden Michael Jordan eksistere. På trods af at de brugte hele deres karriere på at efterligne Jordan, har Dwyane Wade og Kobe Bryant kun været i stand til at smigre ham. Og hvis en LeBron James copycat nogensinde dukker op – en fyr, der stræber efter basketball perfektion på samme måde som han gør – vil han gøre det helt anderledes og vil højst sandsynligt ikke gøre det så godt.

LeBron vil aldrig fange Jordan, men det betyder ikke, at han skal. Han gør ting med basketball, som vi ikke vidste kunne lade sig gøre.

Og det er okay, hvis folk i fremtiden tænker på ham som den bedste person nogensinde. Han er dog stadig ikke Jordan.